Erik Erikson er bedst kendt for sin berømte teori om psykosocial udvikling og begrebet identitetskrise. Hans teorier markerede et vigtigt skift i tænkning af personlighed; i stedet for blot at fokusere på begivenheder i den tidlige barndom ser hans psykosociale teori på, hvordan sociale påvirkninger bidrager til vores personligheder gennem hele vores levetid.
"Håb er både den tidligste og den mest uundværlige dyd, der er forbundet med at være i live. Hvis livet skal opretholdes, skal håbet forblive, selv hvor tilliden er såret, tilliden nedsat." - Erik Erikson, Erik Erikson-læseren, 2000
Eriksons berygtelse
Eriksons sceneteori om psykosocial udvikling skabte interesse og forskning i menneskelig udvikling gennem levetiden. En egosykolog, der studerede hos Anna Freud, udvidede Erikson psykoanalytisk teori ved at udforske udvikling gennem hele livet, herunder begivenheder i barndommen, voksenalderen og alderdommen.
Barndom
Erik Erikson blev født den 15. juni 1902 i Frankfurt, Tyskland. Hans unge jødiske mor, Karla Abrahamsen, opdragede Erik af sig selv i et stykke tid, før han gif.webptede sig med en læge, Dr. Theodore Homberger. Det faktum, at Homberger ikke var hans biologiske far, blev skjult for Erikson i mange år. Da han endelig lærte sandheden, blev Erikson tilbage med en følelse af forvirring om, hvem han virkelig var.
"Den almindelige historie var, at hans mor og far havde separeret sig før hans fødsel, men den nøje bevogtede kendsgerning var, at han var hans mors barn fra en udenfor ægteskabelig union. Han så aldrig sin fødselsfader eller sin mors første mand." - Eriksons nekrolog, The New York Times, 13. maj 1994
Identitet
Denne tidlige oplevelse hjalp til med at udløse hans interesse i dannelsen af identitet. Han forklarede senere, at han som barn ofte følte sig forvirret over, hvem han var, og hvordan han passede ind i sit samfund.
Selvom dette kun kan virke som en interessant anekdote om hans arv, fungerede mysteriet over Eriksons biologiske forældre som en af nøglekræfterne bag hans senere interesse i identitetsdannelse.
Hans interesse for identitet blev yderligere udviklet på baggrund af hans egne oplevelser i skolen. På sin jødiske tempelskole blev han drillet for at være en høj, blåøjet, blond, nordisk dreng, der skiller sig ud blandt resten af børnene.
På grundskolen blev han afvist på grund af sin jødiske baggrund. Disse tidlige oplevelser hjalp med til at give hans interesse i identitetsdannelse og fortsatte med at påvirke hans arbejde gennem hele sit liv.
Ung voksenalder
Det er interessant at bemærke, at Erikson aldrig modtog en formel grad i medicin eller psykologi. Mens han studerede på Das Humanistische Gymnasium, var han primært interesseret i emner som historie, latin og kunst.
Hans stedfar, en læge, ville have ham til at gå på medicinsk skole, men Erikson gjorde i stedet en kort periode på kunstskolen. Han faldt snart ud og brugte tid på at vandre i Europa med venner og overveje hans identitet.
Undervisning
Det var en invitation fra en ven, der sendte ham til at tage en lærerstilling på en progressiv skole oprettet af Dorothy Burlingham, en ven af Anna Freud. Freud bemærkede snart Eriksons forhold til børn og opfordrede ham til formelt at studere psykoanalyse. Erikson modtog i sidste ende to certifikater fra Montessori Teachers Association og fra Wien Psychoanalytic Institute.
Ifølge Eriksons nekrolog fortsatte han med Burlingham og Freud på skolen i flere år, mødte Sigmund Freud på en fest og blev endda Anna Freuds patient. "Psykoanalyse var ikke så formel dengang," mindede Erikson engang.
"Jeg betalte Miss Freud $ 7 om måneden, og vi mødtes næsten hver dag. Min analyse, der gav mig selvbevidsthed, førte til, at jeg ikke frygtede at være mig selv. Vi brugte ikke alle disse pseudovidenskabelige udtryk som forsvarsmekanisme og lignende - så processen med selvbevidsthed, til tider smertefuld, opstod i en befriende atmosfære. "
Familie
Erikson mødte en canadisk danselærer ved navn Joan Serson, som også underviste på den skole, hvor han arbejdede. Parret blev gif.webpt i 1930 og fik derefter tre børn. Hans søn, Kai T. Erikson, er en kendt amerikansk sociolog.
Erikson flyttede til USA i 1933 og til trods for, at han ikke havde nogen formel grad, blev han tilbudt en lærerstilling ved Harvard Medical School. Han skiftede også navn fra Erik Homberger til Erik H. Erikson, måske som en måde at smede sin egen identitet på. Ud over sin stilling ved Harvard havde han også en privat praksis inden for børnepsykoanalyse.
Senere år
I sidste ende havde han undervisningspositioner ved University of California i Berkeley, Yale, San Francisco Psychoanalytic Institute, Austen Riggs Center og Center for Advanced Studies of Behavioral Sciences.
Han udgav en række bøger om sine teorier og forskning, herunder "Childhood and Society" og "The Life Cycle Completed." Hans bog "Gandhis sandhed" blev tildelt en Pulitzer-pris og en national bogpris.
8 psykosociale faser
Erikson var en neo-freudian psykolog, der accepterede mange af de centrale principper i den freudianske teori, men tilføjede sine egne ideer og overbevisninger. Hans teori om psykosocial udvikling er centreret om, hvad der er kendt som epigenetisk princip, som foreslår, at alle mennesker gennemgår en serie på otte faser.
På hvert psykosociale stadium står folk over for en krise, der skal løses med succes for at udvikle den psykologiske kvalitet, der er central for hvert trin.
Personlighedspsykologi
De otte faser i Eriksons psykosociale teori er noget, som hver psykologstuderende lærer om, når de udforsker historien om personlighedspsykologi. Ligesom psykoanalytikeren Sigmund Freud mente Erikson, at personligheden udvikler sig i en række faser.
Eriksons teori markerede et skift fra Freuds psykoseksuelle teori, idet den beskriver virkningen af social oplevelse gennem hele levetiden i stedet for blot at fokusere på barndomsbegivenheder.
Mens Freuds teori om psykoseksuel udvikling i det væsentlige slutter i den tidlige voksenalder, beskrev Eriksons teori udvikling gennem hele levetiden fra fødslen til døden.
De otte nøglefaser, han beskrev, var:
- Tillid vs. mistillid: Denne fase forekommer mellem fødselsalderen og 1,5 år og er centreret om at udvikle en følelse af tillid til pårørende og verden. Børn, der modtager responsiv pleje, er i stand til at udvikle den psykologiske kvalitet af håb.
- Autonomi vs. skam og tvivl: Denne fase finder sted mellem 18 måneder og 3 år og involverer at få en følelse af uafhængighed og personlig kontrol. Succes i dette stadium giver folk mulighed for at udvikle vilje og beslutsomhed.
- Initiativ vs. skyld: I alderen 3 til 6 år begynder børn at udforske deres miljø og udøve mere kontrol over deres valg. Ved at gennemføre denne fase med succes kan børn udvikle en følelse af formål.
- Industri vs. mindreværd: Scenen, der finder sted mellem 6 og 12 år, er fokuseret på at udvikle en følelse af personlig stolthed og bedrift. Succes på dette tidspunkt i udviklingen fører til en følelse af kompetence.
- Identitet vs. forvirring: Teenageårene er en tid med personlig udforskning. De, der er i stand til at skabe en sund identitet med succes, udvikler en følelse af troskab. De, der ikke afslutter dette stadium godt, kan blive forvirrede over deres rolle og sted i livet.
- Intimitet versus isolation: Scenen, der finder sted i den tidlige voksenalder, handler om at skabe sunde relationer med andre. Succes fører til evnen til at danne engagerede, varige og nærende relationer til andre.
- Generativitet vs. stagnation: På det stadium, der forekommer i mellemvoksenlivet, bliver folk optaget af at bidrage med noget til samfundet og sætte deres spor på verden. At rejse familie og have en karriere er to nøgleaktiviteter, der bidrager til succes på dette stadium.
- Integritet vs. fortvivlelse: Den sidste fase af psykosocial udvikling finder sted i slutningen af voksenalderen og involverer at reflektere tilbage over livet. Dem, der ser tilbage og føler en tilfredshed, udvikler en følelse af integritet og visdom, mens de, der er tilbage med beklagelse, kan opleve bitterhed og fortvivlelse.
Identitetskrise
Har du nogensinde været forvirret over dit sted i livet eller ikke helt sikker på, om du virkelig kender den rigtige dig? I så fald oplever du muligvis en identitetskrise. Erikson opfandt udtrykket ”identitetskrise” og mente, at det var en af de vigtigste konflikter, som mennesker står over for under udviklingsprocessen.
Ifølge Erikson er en identitetskrise en tid med intensiv analyse og udforskning af forskellige måder at se på sig selv på.
Bidrag til psykologi
Erik Erikson brugte tid på at studere det kulturelle liv i Sioux i South Dakota og Yurok i det nordlige Californien. Han udnyttede den viden, han fik om kulturelle, miljømæssige og sociale påvirkninger til at videreudvikle sin psykoanalytiske teori.
Mens Freuds teori havde fokuseret på de psykoseksuelle aspekter af udvikling, hjalp Eriksons tilføjelse af andre påvirkninger til at udvide og udvide psykoanalytisk teori. Han bidrog også til vores forståelse af personlighed, da den udvikles og formes i løbet af levetiden.
Hans observationer af børn hjalp også med at sætte scenen for yderligere forskning. "Du ser et barn lege," blev han citeret i sin New York Times nekrolog, "og det er så tæt på at se en kunstner male, for i leg siger et barn ting uden at sige et ord.
Du kan se, hvordan han løser sine problemer. Du kan også se, hvad der er galt. Især små børn har enorm kreativitet, og hvad der end er i dem stiger til overfladen i frit spil. "
Vælg Publikationer
Her er nogle af Eriksons værker til videre læsning:
- Erikson EH. Barndom og samfund. New York: Norton; 1950.
- Erikson EH. Identitet: Ungdom og krise. New York: Norton; 1968.
- Erikson EH. Livshistorie og det historiske øjeblik. New York: Norton; 1975.
- Erikson EH. Dialog med Erik Erikson. Evans RI, red. Jason Aronson, Inc .; 1995.
Biografier
- Friedman LJ. Identity's Architect; En biografi af Erik H. Erikson. Scribner Book Co; 1999.
- Coles R. Erik H. Erikson: Væksten i hans arbejde. Boston: Lille, Brun; 1970.