Adfærdshæmningskarakteristika bruges til at bestemme potentialet for at udvikle angst ved at undersøge adfærd hos børn som frygt, generthed eller tilbagetrækning i nye eller mærkelige situationer og miljøer.
Mens forskning om adfærdshæmning og dens pålidelighed til forudsigelse af angst senere i livet stadig er i sin barndom, antyder undersøgelser, der er afsluttet til dato, at dette kunne være en vigtig indikator, der kunne muliggøre tidligere behandling. Social angst kan være en overvældende psykisk sygdom med alvorlige negative virkninger. Tidlig identifikation og intervention er vigtig for at forbedre livskvaliteten og for at forhindre andre tilstande som depression.
Begyndelsen af social angst
Mens forskere ikke har identificeret den specifikke årsag til angstlidelser som social angstlidelse (SAD), tror mange, at den er knyttet til biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Mange mennesker oplever alvorlig social angst i årevis uden at få passende behandling, enten fordi de ikke søger hjælp eller fordi de diagnosticeres forkert. Ubehandlet angst kan resultere i svær depression og endda selvmordsadfærd, så det er vigtigt at få hjælp så tidligt som muligt.
For mange begynder social angst i teenagere og ind i ung voksen alder. Ved at identificere mennesker i en tidlig alder og give dem mulighed for effektive behandlingsmuligheder kan sværhedsgraden af social angst minimeres. Adfærdshæmning er et vigtigt aspekt af barndommen, da det kan være en tidlig indikator for angstlidelser og værdifuld for at opnå en passende diagnose.
Adfærdshæmning og social angst
En voksende mængde forskning indikerer en sammenhæng mellem barndoms personlighedsstile og udvikling af social angst senere i livet. Adfærdshæmning er en personlighedstype, der viser en tendens til nød og nervøsitet i nye situationer. Adfærdshæmning hos børn inkluderer generthed omkring ukendte mennesker og tilbagetrækning fra nye steder.
Tidlig adfærdshæmning er ikke en garanti for at udvikle angst senere. Når børn bliver ældre, lærer mange at reagere på nye situationer og nye mennesker på en mere rationel måde. Andre vil dog fortsætte med at vise ængstelig adfærd i hele deres liv og ind i voksenalderen.
Nogle undersøgelser er begyndt at undersøge, hvordan man mindsker adfærdshæmning for at minimere social angst.
- Omsorgsstrategier som dem, der tilskynder til uafhængighed, tillid og opfindsomhed hos børn, kan hjælpe med at overvinde adfærdshæmning senere.
- At give børn eksponering for nye sociale situationer og aktiviteter kan hjælpe dem med at opbygge deres egne sociale færdigheder.
- Overbeskyttende pleje, såsom at give hjælp, når det ikke er nødvendigt, kan øge adfærdshæmning og kan styrke angst i nye situationer.
Den begrænsede tilgængelige forskning antyder, at den bedste måde at opmuntre et barn til at være selvsikker og ikke ængstelig er at opmuntre ham eller hende til at være uafhængig og give ham eller hende muligheden for at løse problemet selv. Dette kan bygge et fundament, hvorpå barnet ikke behøver at stole på andre i sociale situationer, hvilket mindsker chancerne for, at social angst udvikler sig senere.
Gennem undersøgelsen af adfærdshæmning og social angst kan terapeuter gribe ind tidligt for at forhindre angst i at forværres til det punkt at hæmme de daglige aktiviteter.
Hvis du eller en elsket kæmper med social angst, skal du kontakte den nationale hjælpelinje for stofmisbrug og mental sundhed (SAMHSA) på 1-800-662-4357 for information om support- og behandlingsfaciliteter i dit område.
For flere ressourcer til mental sundhed, se vores nationale hjælpelinjedatabase.
Et ord fra Verywell
Hvis dit barn udviser adfærdshæmning, er dette ikke nødvendigvis et tegn på social angstlidelse. Det er dog vigtigt at overvåge dit barns adfærd for at se, om det forværres. Som forælder skal du sørge for at give dit barn mange muligheder for at løse problemet, før du springer til undsætning. Når dit barns tillid vokser, bemærker du muligvis, at adfærdshæmning mindskes.
Hvis adfærdshæmning ser ud til at vokse snarere end mindskes over tid, kan det være nyttigt at tale med din læge om dit barns adfærd. På det tidspunkt kan du diskutere, om en vurdering af angst er berettiget, og om intervention kan være passende. Husk, at tidlig indgriben er nøglen til at håndtere angst, så føl dig ikke modløs, hvis dit barn får en diagnose. Det er bedre at identificere et problem i en tidlig alder, før det vokser til noget mere uhåndterbart i løbet af teenageårene.